NYKØBING FALSTER SVANE APOTEK


KALENDER

Er du vores nye farmakonom-elev til efteråret 2012?

 

På Nykøbing F Svane Apotek tilbyder vi dig den 3-årige teoretisk-praktiske sundhedsuddannelse som farmakonomelev.

 

Uddannelsen som farmakonom rummer ikke kun medicinsk-farmaceutiske emner men også fag som sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, kommunikation og markedsføring.

 

Du skal være smilende, imødekommende, selvstændig, positiv, omstillingsparat og kunne lide at arbejde med kunder, sundhed og IT. Du får en masse nye kollegaer og møder en masse kunder, som du skal rådgive og vejlede hver dag. Derfor er gode kommunikationsevner nødvendige - både skriftlige og mundtlige. Der er løn under uddannelsen og du skal starte pr. 1. sep. 2012.

 

Du kan læse mere om uddannelsen på hjemmesiden: www.farmakonomuddannelsen.dk og der kan du finde udførlige oplysninger om arbejdet på et apotek, uddannelsen og betingelserne for at blive optaget som elev.

 

Der er åbent hus på Farmakonomskolen lørdag den 21. jan 2012 kl. 13-16 og informationsaften på Farmakonomskolen mandag den 12. marts 2012 kl. 19-21.

 

Har du spørgsmål til elevpladsen er du velkommen til at ringe til souschef Ole Holm Iversen på telefon 54 85 06 22.

Send os en kort ansøgning som skal være os i hænde den 1. marts 2012 – gerne per mail: posttilsvanen@apoteket.dk

 

 

Nykøbing F Svane Apotek

Slotsbryggen 1-3

4800 Nykøbing F

www.nykoebingf-svaneapotek.dk

Nykøbing F Svane Apotek er et byapotek i provinsen.

Apoteket er en moderne arbejdsplads med 19 ansatte samt to robotter i kælderen. Skranken har 8 komplette arbejdsterminaler med direkte ekspedition.

Apotekets edb-system er C2 og IT indgår som en naturlig del af apotekets dagligdag, f.eks. i forbindelse med logistik, intranet og hjemmeside.

Apoteket forsyner 4 håndkøbsudsalg, 2 medicinudleveringssteder samt forsendelses- og dosis-kunder. Apoteket har to-delt tilkaldevagt, som hoved-sagligt varetages af farmakonomer.

 

Snyd dit næste forkølelsessår

Vær glad, hvis du aldrig har oplevet et forkølelsessår i udbrud – for så tilhører du et mindretal. Langt størsteparten af voksne danskere, omkring 80-90%, har nemlig antistoffer i blodet som tegn på, at de er smittede med herpes virus HSV1. Derfor har de fleste af os haft et forkølelsessår på et tidspunkt i vores liv – nogle dog uden synlige symptomer på dette. Forkølelsessår rammer rundt regnet en tredjedel af de smittede. De fleste ramte ligger i aldersgruppen 25-39 år, der i gennemsnit får udbrud tre gange årligt.

 

Virus hele livet

Ved forkølelsessår optræder den første HSV1-infektion ofte i 1-5 års alderen. Efter denne første smitte, typisk ved infektion i mundhulen, forbliver HSV-virus i en hvilende og permanent tilstand inde i nerverødderne. Senere i livet vender infektionen så tilbage som forkølelsessår i udbrud med bl.a. en prikkende, sviende og kløende fornemmelse til følge. Sagt med andre ord: Forkølelsessår på læben (kaldet labial herpes) ligger i en slags dvaletilstand hos mange mennesker og venter på de rette vilkår for at gå i udbrud.

 

Lettere smertefuldt

Såret er svært at skjule, hvis det først er i udbrud. Der kommer små blærer på læben, som omdannes til sår og skorper, der til sidst falder af efter 8-10 dage. Det kan være ubehageligt med lette smerter i huden, irritation og almen sygdomsfornemmelse. Samtidig har forkølelsessåret den uheldige ”bivirkning”, at det ofte kommer med andre sygdomme, hvor immunsystemet ligger underdrejet.

 

Kys og kram på pause

Forkølelsessår på læben smitter ved direkte fysisk kontakt. Kys og kram er bandlyst i hele udbrudsperioden fra den første snurrende og brændende fornemmelse og til det tidspunkt, hvor alle blærer er helet. Her mener sagkundskaben at smitten ophører. Over disse 8-10 dage må man altså ikke kysse og kramme, hvis man vil undgå at smitte andre mennesker.

 

Hvad fremkalder nye udbrud?

Fysisk stress ved f.eks. influenza, forkølelse eller halsbetændelse kan mindske kroppens modstandskraft og sende forkølelsessåret i udbrud. En travl hverdag med psykisk stress kan også disponere til herpes. Nogle kvinder har udbrud ved menstruation. Stærkt sollys, specielle fødevarer, temperaturforskelle og lokal irritation ved fx et tandlægebesøg kan også udløse processen – tilmed kan børn og unge med børne-eksem få store udbrud af herpes.

 

Tidlig behandling

Vær tidligt ude, når du skal behandle dit forkølelsessår. Så snart de første symptomer eller den tidligste hævelse med blærer viser sig, kan du påføre en creme, der hæm-mer herpesvirus. Smør på flere gange dagligt for at fremskynde ophelingen. Ved hyppige og langvarige udbrud af forkølelsessår kan det være nødvendigt med en forebyggende tabletbehandling med et virushæmmende stof. Tal med din egen læge om denne behandlingsform.

 

Tag apoteket med på råd

Forkølelsessår kan som nævnt skyldes mange faktorer, og derfor kan der også anvises forskellige behandlingsformer og lægemidler til at lindre på ubehaget. På apoteket står der faguddannede farmaceuter og farmakonomer klar til at rådgive omkring din situation:

 

– Forkølelsessår er en meget udbredt virusinfektion, som bunder i mange forskellige årsager og kan gå i udbrud på mange måder hos den enkelte. Normalt kan det lindres med en virushæmmende creme, men i nogle tilfælde er der også brug for receptpligtige lægemidler. På apoteket tilbyder vi viden, indsigt og den rette behandlingsform til den enkelte og vi fører altid de godkendte og aktuelle lægemidler på markedet, udtaler apoteker Betina Kjær Hansen på Nykøbing Falster Svane Apotek.

 

Vil du vide mere? Kontakt Betina Kjær Hansen på Nykøbing Falster Svane Apotek på telefon 54 85 06 22.

 

Gode råd mod forkølelsessår

 

• Husk en god hygiejne. Vask hænder i varmt vand og sæbe efter berøring af læberne.

• Lad være med at pille i forkølelsessåret. Det kan inficere såret med bakterier og give smitte andre steder på kroppen.

• Styrk kroppens immunforsvar ved sund levevis; varieret kost, god motion og tilstrækkelig med søvn.

• Undgå direkte kontakt med forkølelsessår. Det kan sprede sig til andre steder på kroppen, fx på fingrene og kønsdelene.

• Forebyg reaktivering, hvis du ved at fx stærkt sollys, en stresset hverdag eller bestemte sygdomme udløser forkølelsessår.

• Vær ikke i nærheden af nyfødte børn, hvis du har forkølelsessår.

 

Kilder: www.sundhed.dk (Patienthåndbogen), www.netdoktor.dk, www.sundhedsguiden.dk og www.medicinmedfornuft.dk

 

Medicinforbrug steget kraftigt efter liberalisering

Siden liberaliseringen i 2001 er forbruget af liberaliseret håndkøbsmedicin steget med 56 procent, og der berettes oftere om afhængighed og skader som følge af overforbrug af liberaliseret håndkøbsmedicin.

 

Lægemiddelstyrelsen har i en analyse fra oktober 2011 peget på en beskeden stigning i salget af håndkøbsmedicin de sidste 4 år (fra 2006 til 2010) - selv om håndkøbsmedicinen blev liberaliseret til salg i supermarkeder, kiosker og på tankstationer allerede i 2001. Men denne konklusion holder på ingen måde stik, viser Apotekerforeningens gennemgang af tallene. Lægemiddelstyrelsen konkluderer, at salget ikke er steget de sidste fire år, så derfor er der ikke er noget at bekymre sig om. Men i mine øjne er det misvisende. Siden liberaliseringen i 2001 er forbruget af håndkøbsmedicin steget kraftigt.,« siger Betina Kjær Hansen, apoteket på Nykøbing F Svane Apotek.

 

Apotekeren har tallene fra ”Lægemidler i Danmark 2011”, som samler relevante fakta om lægemidler og apoteksdrift i Danmark.

 

Tallene viser nemlig, at forbruget af de håndkøbslægemidler, der i 2001 blev liberaliseret til salg i detailhandelen, i perioden 2001 til 2010 er steget med 56 procent (målt i døgndoser). Ser man bort fra Hjertemagnyl, og Hjerdyl (der i 2007 igen blev gjort apoteksforbeholdt) blev der i 2010 endda i alt solgt 96 procent mere liberaliseret håndkøbsmedicin end i 2001.

Tallene viser også, at

 

• forbruget af nikotinmidler (målt i døgndoser) er steget med 112 procent siden liberaliseringen - men hele stigningen er sket i detailhandelen, mens apotekernes salg er faldet med 10 procent - og stadig flere bruger nikotinmidler længere end de anbefalede 6 måneder og stadig flere angiver selv at være blevet afhængige af midlerne

 

• forbruget af næsespray mod forkølelse er steget med 37 procent siden liberaliseringen - men hele stigningen er sket i detailhandelen, mens apotekernes salg er faldet med 28 procent - og øre-, næse- og halsspecialister melder oftere om patienter med skader på slimhinderne som følge af for lang tids brug af midlerne.

 

Derfor mener apoteker Betina Kjær Hansen – ligesom brancheforeningen Danmarks Apotekerforening - ikke, at det er et retvisende billede, der tegnes fra Lægemiddelstyrelsens og Dansk Erhvervs side, når man med baggrund i en nogenlunde stabil omsætning de seneste 4 år, konkluderer, at liberaliseringen for 10 år siden ikke har fået forbrugerne til at købe mere medicin, og at forbruget af håndkøbsmedicin er uproblematisk.

 

Betina Kjær Hansen er bekymret over det signal, som liberaliseringen af håndkøbslægemidler til salg i supermarkeder, kiosker og på tankstationer på linje med dagligvarer har sendt til danskerne. »Det er min vurdering, at befolkningen får den opfattelse af, at når man kan købe et produkt hos den lokale købmand, så er det nok ikke så farligt. Og det er ikke positivt. Håndkøbsmedicin er farligt og kan i værste fald være til mere skade end gavn, og på apoteket er det vores fornemmeste opgave at sikre korrekt og sikker brug af lægemidler - også dem i håndkøb« slutter apotekeren på Svane Apoteket.

 

Hvad kan du forvente på Svane Apoteket?

Svane Apoteket er lidt tættere på dit liv. Vi tager hånd om dit helbred og giver gode råd om alt fra vitaminer, over natcreme og til lægeordineret medicin. På Svane Apoteket møder du kun faguddannede medarbejdere, der rådgiver dig i dybden med den faglige viden og menneskelige indsigt, som netop din situation kræver. Forvent derfor altid saglige, uafhængige og individuelle råd. Vær sikker på at et anbefalet produkt eller en anbefalet behandling bygger på et solidt erfaringsgrundlag. Det giver altid en god fornemmelse i maven.

Svane Apoteket sætter kunden i centrum. Vi sørger ikke blot for saglig og faglig vejledning, men udbyder også løbende arrangementer inden for eksempelvis rygeafvænning eller hudpleje.
 
Velkommen på Svane Apoteket – vi glæder os til at møde dig.

 

 

Slut med tilskud til glukosamin

Fra d. 28. november bortfalder tilskuddet til glukosamin. Det betyder, at du herefter selv skal betale den fulde pris, hvis du vil fortsætte behandlingen med glukosamin. Det har nemlig vist sig, at glukosamin alligevel ikke virker så godt på slidgigt.

 

 

Hvorfor fjernes tilskuddet?

 

Tilskuddet fjernes, fordi nye undersøgelser med mange patienter har vist, at glukosamin ikke virkede på hverken smerter eller de slidte led. Ud fra en samlet vurdering af nye og gamle undersøgelser må vi sige, at effekten er meget dårligt dokumenteret. Derfor giver det offentlige ikke længere tilskud. Du kan fortsat købe glukosamin uden recept, men må altså selv betale den fulde pris. Ca. 100 kr. for en måneds behandling.

 

 

Virker glukosamin på nogen, men ikke andre?

 

Det faktum, at effekten af glukosamin er dårligt dokumenteret udelukker ikke, at der kan være nogle som oplever, at glukosamin hjælper på ledsmerterne. Det kan dog skyldes andre ting. Fx, at man samtidig er begyndt at motionere mere, har tabt i vægt eller har taget anden medicin.

 

Samtidig kan smerterne variere over tid. Hvis du fx startede  med glukosamin i en periode, hvor smerterne var værst, kan en bedring skyldes, at dine smerter spontant er blevet mindre. Glukosamin eller ej. Overvej derfor, om du har oplevet en vedvarende bedring efter du startede på glukosamin, og om det kan skyldes andre ting end glukosamin. Tal med din læge om du fortsat skal bruge glukosamin.

 

 

Hvilken anden medicin kan jeg bruge i stedet for glukosamin?

 

Da glukosamin har vist at have ingen eller meget begrænset effekt, er det  ikke sikkert, at du skal bruge anden medicin i stedet for.

 

Har du stadig brug for medicin mod smerter anbefaler vi paracetamol (Pinex, Pamol eler Panodil)-hvis du ikke allerede tager dette for dine smerter. Vær opmærksom på, at paracetamol-tabletter kun virker i ca. 6 timer. Herefter skal du tage en ny dosis for at bevare effekten. Hvis du har smerter hele døgnet skal du derfor tage 1 g paracetamol x 4 hver dag. Nogle oplever, at paracetamol ikke virker, fordi de glemmer at tage medicinen fast. Altså tage næste dosis før virkningen af den forrige ophører.

 

Paracetamol kan fås uden recept, men vi anbefaler alligevel, at du taler med din læge, før du begynder. Det er især vigtigt, hvis du har lever- eller nyresygdom eller har et vedvarende stort alkoholforbrug. Her skal man nemlig være forsigtig med at bruge paracetamol og i nogle tilfælde helt undgå medicinen. Er du pensionist eller har varige smerter kan du også få tilskud, hvis du køber paracetamol på recept.

 

 

Brug ikke ibuprofen eller anden håndkøbsmedicin mod smerter

 

Ibuprofen og lignende gigtmedicin (NSAID) anbefales ikke længere mod smerter ved slidgigt. Det skyldes, at selv kortere tids brug af disse midler øger risikoen for en blodprop i hjertet. Samtidig giver længere tids brug risiko for mavesår. Effekten af NSAID på slidgigt er desuden ikke bedre end paracetamol. De fleste NSAID (fx Todolac, Naproxen) er på recept. Ibuprofen kan købes i håndkøb (Ipren, Ibumetin osv).

 

 

Anden medicin

 

Hvis fast behandling med paracetamol er uden effekt kan du tale med din læge om at prøve anden medicin på recept. Tal med lægen herom.

 

 

Få mere at vide om slidgigt

 

Du kan læse mere om behandling af slidgigt på Gigtforeningens hjemmeside. Herunder hvad du selv kan gøre i form af vægttab og træning.

 

 

Fakta om glukosamin

 

Glukosamin er et håndkøbslægemiddel mod symptomer på let eller moderat slidgigt. Stoffet er udvundet fra skaldyr. Glukosamin blev godkendt  som lægemiddel i 2003 da de første undersøgelser viste, at stoffet virkede på smerter ved slidgigt i knæet. Samtidig at glukosamin stort set ingen bivirkninger. I nye undersøgelser har glukosamin nu vist sig at være uden effekt, hvorfor det ikke længere anbefales.

 

 

Kilde: Institut for Rationel Farmakoterapi 4. oktober 2011

 

Sommerfuglene er lettet hos Nykøbing F Svane Apotek

 

 

Nykøbing F Svane Apoteks personale har den seneste tid haft sommerfugle i maven. Årsagen er, at apoteket den 5. april har fået foretaget et kvalitetstjek (Survey) af IKAS (Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet). Apotekets kvalitetsarbejde indgår som en del af Den Danske Kvalitetsmodel. Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et nationalt og tværgående kvalitetsudviklingssystem for sundhedsvæsenet, der udvikles i et samarbejde mellem stat, regioner, kommuner og erhvervsliv, herunder også apoteker.

 

”Vi har hele tiden arbejdet aktivt med vores kvalitetsudvikling så øvelsen er gået ud på, at sikre vores arbejdsgange lever op til de gældende kvalitetskrav fastsat i DDKM.” fortæller Apoteker, MPH Betina Kjær Hansen. 

 

Selve dagen forløb uden nogen form for dramatik og endte ud med, at Nykøbing F Svane Apotek blev indstillet til akkreditering, som det så fint hedder. ”Nu skal vi så vente et par måneder på en længere høringsproces før vi kan få det endelige papir på, at kvaliteten er i orden” fortæller souschef og kvalitetsansvarlig Ole Holm Iversen, som undervejs i processen har været en central figur sammen med apotekets kvalitetsfarmakonom Ellen Suhr. 

 

”Processen har været lang og lærerig og personalet fortjener stor ros for deres gåpåmod og opbakning til projektet” fortsætter Betina Kjær Hansen der glæder sig over, at apotekets kvalitetsarbejde nu har fået et officielt stempel. 

 

”Hvad det næste større projekt vi kaster os over, er ikke til at sige, men en ting er sikkert - det vil være til gavn for vores mange glade kunder” slutter Betina Kjær Hansen.

 



Apoteker Betina Kjær Hansen